Lav indhold til sociale medier, der skaber engagement

Der er flere onlinekanaler end nogensinde før, algoritmerne trykker visninger helt i bund, og koncentrationstiden hos modtagerne er lavere end nogensinde før. Så hvordan kan du bedre lave indhold, der stadig slår igennem og får engageret din målgruppe?

Det kan du få at vide, når Martin Bylund Larsen fortæller om sine erfaringer med, hvad der virker og ikke virker, når man laver indhold til sociale medier, som skaber engagement hos målgruppen.

Martin er ansat som digital indholdsspecialist i den centrale kommunikationsafdeling på Aalborg Universitet (AAU). Her er han ansvarlig for AAU’s sociale medier og vil tage udgangspunkt i, hvordan de på tværs af Facebook, Instagram og Snapchat arbejder med storytelling, når de producerer indhold til sociale medier og forsøger at engagere AAU’s tusindvis af studerende.

Det gjorde han bl.a. i forbindelse med studiestarten 2018, hvor AAU’s indhold over en femugers periode fik over 350.000 visninger og over 5.000 interaktioner.

Martin vil bl.a. komme ind på:

  • Storytelling på sociale medier. Hvordan afspejler man strategien i det enkelte facebookopslag?
  • Sådan får du dine kanaler til at spille bedre sammen
  • Sådan strukturerer AAU ressourcerne bag deres indhold
  • Hvad bør jeg måle på?
  • Versionering og cross media – sådan får du mere ud af dit indhold
  • Lav bedre video til SoMe… uden at bruge eksterne leverandører

Når du går hjem fra aftenens arrangement, vil du være klogere på, hvordan din virksomhed og du kan lave bedre indhold på sociale medier, og hvad der kræves for, at det får gennemslagskraft.

Martin er meget passioneret omkring kommunikation, der skaber effekt og rammer den perfekte balance mellem information, salg, humor og målgruppens behov og interesser. Han er en varm og entusiastisk oplægsholder, der har et brændende ønske om at lære fra sig. Martin har i øvrigt skrevet denne tekst selv.

Vi glæder os til at se dig til en aften i selskab med Martin og hans to kolleger og andre KSere. 

KS er vært ved lidt at spise og drikke.

Med venlig hilsen
Per Lindegaard Hjorth og Christina Hjortshøj

OBS afmelding!

Det er gratis for KS' medlemmer at deltage i arrangementet, medmindre andet er angivet. Men husk, at vi betaler for din plads. Hvis du mod forventning skulle blive forhindret i at deltage i et arrangement, som du har tilmeldt dig, skal du derfor afmelde dig før tilmeldingsfristens udløb på "Min side" på KS' hjemmeside, så vi har mulighed for at give din plads til et andet medlem. Alle afmeldinger efter tilmeldingsfristen skal ske både på KS Medlemsnet og pr. mail til ksnordjylland@gmail.com.

Adresse

KOMPAS Hotel Aalborg
Østerbro 27
9000 Aalborg

Arrangementsdato
Tirsdag, 22. januar 2019 - 18:00 til 20:30
Tilmeldingsfrist
Det er desværre ikke muligt at tilmelde sig, da tilmeldingsfristen er overskredet
Vælg region